Feminisering af fattigdommen
Et skridt frem og to tilbage?

Anbefalinger fra fyraftensmøde afholdt på Christiansborg d. 20. juni 2000,
arrangeret af Kvindernes U-landsudvalg, Dansk Kvindesamfund og Mellemfolkeligt Samvirke.

Fyraftensmødet var en optakt til Det sociale Topmøde +5 (København+5) 26. – 30.juni 2000.

De tre hovedtalere var henholdsvis Patricia Mc Fadden, Zimbabwe, redaktør af Southern Feminist Review; Jeanne Henriques, Caribbean Association for Feminist Research and Action (CAFRA), Curacao (Caribien) - og Lenie Persson, Danmark, senior konsulent i Socialt Udviklingscenter.

De tre hovedtalere fokuserede på feminisering af fattigdommen udfra hver sin region: Caribien, Sydlige Afrika og Europa.

Fælles for deltagerne fra syd fremhævedes:

at det er nødvendigt at gøre noget ved de overordnede sammenhænge for social udvikling og fattigdomsbekæmpelse:
at de internationale handelsrelationer og handelsinstitutioner bl.a. WTO, liberaliseringspolitikker og strukturtilpasning undergraver mulighederne for fremskridt for de fattigste lande og især fremskridt for kvinder.
Kvinder kan ikke komme uden om de hårde økonomiske emner som handel, gæld og internationale økonomiske strukturer, fordi
strukturtilpasning, deregulering og privatisering ( tilbagetrækning af staten) rammer kvinder hårdere end mænd - i form af forringet social og sundhedssektor/uddannelsessektor – processer som skubber til feminisering af fattigdommen
mange fattige kvinder befinder sig i subsistenslandbruget ( og er del af husholdningen) og omfattes derfor ikke direkte af de nye markeder og handelsaftaler - de befinder sig uden for, bliver ikke hørt, er marginaliserede, får ikke del i globaliseringens goder - men rammes af globaliseringens bagsider.
Det er nødvendigt at nedtone WTOs magt og opruste andre institutioner f. eks i FN regi, når kvinders fattigdom skal bekæmpes.

Fra Afrika lyder det fra Patricia Mc Fadden: Et særligt problem i den afrikanske kontext er, at kvinder ikke er reelle borgere, ikke har reelt " citizenship". De har f.eks. ikke individuel adgang til at eje jord og ejendom, adgang til kreditter eller til at arve forældre. Det gør kvinders forhold til staten problematisk. Rettigheder bindes op på ejendomsret og de afrikanske stater taler ikke uden videre kvindernes sag ved f.eks. FN møder etc. og kan ikke forventes at implementere kvinders rettigheder. Den afrikanske kvindebevægelse forhandler p.t. disse rettigheder i forhandlinger om nye forfatningsbestemmelser.

Der mangler effektive fattigdomsvurderinger, hvor også de fattigste kvinder regnes med, høres og deres situation dokumenteres.

Mikrokreditter til kvinder er ikke nok. "The notion of "small is beatifull" is keeping women low", sagde Mary Kazunga fra Zambia. Der har været for megen vægtning af mikrokredit programmer til afhjælpning af kvinders fattigdom og for lidt forståelse for samspillet med de makroøkonomiske rammer/betingelser, som programmerne skal fungere i. Kvindebevægelserne, udviklingsorganisationerne og donorerne må alle arbejde på særlige tiltage for at sikre kvindernes deltagelse med mændene i makroøkonomiske sammenhæng.

Fra Caribien ved Jeanne Henriques (CAFRA) er der anbefalinger til solidaritet og bekæmpelse af fattigdom i et partnerskab med caribiske kvinder:

I forhold vedr. EU`s handelsaftale med ACP (Afrika, Caribien, Stillehavsøerne) landene at fastholde, at der skal være overensstemmelse mellem EUs handelspolitik og udviklingspolitik.
At sikre at EUs Gender resolution implementeres. Der bør oprettes en "Gender desk" til at overvåge EUs handelsaftaler.

Fra Danmark efterlyste Lenie Persson solidaritet fra de ressourcestærke kvinder og fra den store gruppe af ”tilfredse” kvinder til at arbejde til fordel for mindre privilegerede kvinder.
Fordi også i Danmark som det velhavende land det er, er der grupper af meget svage kvinder:

kvinder, der har den svageste tilknytning til arbejdsmarkedet,
dem der har de største fraværsperioder fra arbejdsmarkedet,
de laveste lønninger
den laveste pension
og den ringeste viden om mulighederne for at ændre disse forhold.

De mindst priviligerede kvinder - samt mænd - bør inddrages i arbejdet for at forny det danske velfærdssamfund, så mænd og kvinder kan fungere på lige vilkår, når de varetager omsorgs - og forsørger roller.

I den efterfølgende paneldebat fremhævede Ellen Margrethe Løj, Udenrigsråd, Udenrigsministeriet, resultaterne af FNs netop afsluttede Beijing + 5 samling som en succes – set fra officiel dansk side - forstået på den måde, at der ikke skete tilbageskridt fra 1995.

Konferencens samlede bestræbelser kan afrundes med at fremhæve understregningen af det vigtige i:

at det sociale topmøde må vise solidaritet med de fattige og underprivilligerede kvinder verden over ved:
at de gode intentioner fra Københavnertopmødet fastholdes og udbygges
at det aftalte implementeres af regeringer verden over.

NGOer i Syd og Nord skal være monitorerende, irriterende og fastholdende.
NGOer i Syd løber risici som fængsling, overfald, trusler på livet, også når kvindeorganisationer forsøger at ændre mænds privilegier. Derfor kan det være nødvendigt, at NGOer i Nord fungerer som deres stemme i internationale fora.

Netop behovet for konkretisering af mål opfyldelse, tidsrammer og indikatorer for implementering og mål opfyldelse er en del af kritikken af Beiling+5 processen og slutdokumenterne. Derfor er det vigtigt, at Københavns slutdokumentet fra det Sociale topmøde, samt forpligtigelserne fra Beijing +5 ved det sociale topmøde +5 i Geneve gøres langt mere specifikke, konkrete og forpligtende.

Se pressemateriale forud for mødet. Materialet indeholder beskrivelser af oplægsholdere, samt to små artikler, der repræsenterer synspunkter for to af oplægsholderne.
For yderligere oplysninger, kontakt Kvindernes U-landsudvalg.

[tilbage] [tilbage til www.kulu.dk]