[tilbage]  [tilbage til www.kulu.dk] 


Pressemeddelelse -
KVINDERNES U-LANDSUDVALG

April 2000

Invitation til fyraftensmøde
:
T
orsdag d. 27.april  2000  kl. 16.30 – 19.30
MS-kantine, Landgreven 7, 2. sal, København K


Fokus på kvinders økonomiske rettigheder:
Fra WTO i Seattle til Beijing+5
- opfølgningen af FNs 4. verdenskvindekonference


Efter 5 år med Beijing-handlingsplanen retter FNs generalforsamling i juni blikket mod resultaterne af regeringernes bestræbelser på  at sikre kvinders rettigheder, fremgang og ligestilling.
 
Det sker, samtidigt med at kvinders økonomiske og sociale rettigheder i u-landene er under hårdt pres af handelsliberaliseringer, strukturtilpasning, udlandsgæld og stigende økonomisk globalisering. Og
det står klart, at de mål, verdens regeringer satte sig ved Beijing-konferencen i 1995 og de efterfølgende nationale handlingsplaner, langtfra er opfyldt

FNs andet forberedende møde til Beijing+5 (PrepCom II) har bekræftet, at der er lang vej igen, og desværre også, at viljen til at sikre fremskridt for ulandenes kvinder synes vigende. I-landene er ikke villige til at opfylde målet på 0,7 % af BNP til udviklingsbistand til verdens fattigste, hvoraf majoriteten er kvinder. Og u-landene selv er tilbageholdende med at love ratificering og implementering af kvinderettigheder og udviklingsprogrammer rettet mod kvinder. PrepCom II sluttede i marts med et udkast til slutdokument, der er svagere end nogensinde, fyldt med forbehold og uenighed fra start til slut.
 
Efter 25 år med fire verdenskvindekonferencer er det dystre udsigter for verdens fattigste kvinder, der må kæmpe med vold i hjemmet, samfundet og volden i en økonomisk globaliseret verden, hvor der handles med kvinder og børn, og hvor andel i teknologiske fremskridt og gevinster i den globale økonomi ikke er dem forundt. På tærsklen til det 21. århundrede må kvinder fortsat kæmpe for at få plads og anerkendelse af deres rettigheder i  enhver politik og  ethvert udviklingsprogram.
 
Derfor retter KVINDERNES U-LANDSUDVALG nu søgelyset mod kvinders økonomiske rettigheder i  forberedelsen af Beijing+5 og af Social Summit+5, som ligeledes foregår i juni. Vi mener,at det er vigtigt, at det makroøkonomiske fokus i Beijing+5 arbejdet styrkes ved at:
 
sætte fokus på de betingelser, der skal til for at skabe en social og retfærdig udvikling (enabling environment), herunder eftergivelse af de fattige landes gældsbyrder; handelsaftaler, der tilgodeser u-landenes  og befolkningernes  behov og skabelse af flere resurser til udviklingsformål
sætte fokus på de internationale handels- og finansielle institutioner og deres rolle, samt stille  krav om, at de skal indarbejde og efterleve vedtagelser og handlingsplaner i FN systemet.
stille krav om, at der skal udarbejdes  og anvendes  kønsspecifik statistik i analyser og evaluering af international handel
EU, WTO, UNCTAD, OECD og andre organer, som arbejder med handel og
handelsrelaterede emner, pålægges at opbygge kompetence til at foretage kønsspecifikke
analyser af,hvordan handelsliberalisering påvirker kvinder og mænd, og  at gennemføre kønsanalyser af foreslåede handelsliberaliseringers konsekvenser for kvinder og børn, inden aftaler sættes i kraft.
 
Derfor har vi inviteret:


Mohau Pheko, Sydafrika, økonom og rådgiver indenfor køn, handel og økonomi, der vil give sit bud på krav til Beijing+5 udfra et regionalt afrikansk kvinderettigheds perspektiv.
Gloria-Veronica Koch, Senior Economic Affairs officer, UNCTAD, der vil tage udgangspunkt i de seneste resultater fra UNCTAD X konferencen, der bl.a. fokuserede på u-landenes  særlige aftaler  inden for  handel og udvikling, og som satte fokus på kønsaspektet.  
(Se beskrivelse af oplægsholdere nedenfor).
I UNCTAD X forhandlingerne var Danmark en varm fortaler for, at u-landenes behov tilgodeses; at der sikres sammenhæng mellem udviklingspolitik og handelspolitikker; en bredere dagsorden for handelspolitiske initiativer, der sikrer social retfærdighed og rettigheder; at kvinders afgørende rolle i samfundsudviklingen anerkendes og at kvinders deltagelse på lige fod sikres.
 
I udviklingsminister Jan Trøjborgs indledning til den danske rapport til Social Summit+5 tales der igen og igen om nødvendigheden af en ”enabling environment” og behovet for at tage fat i de underliggende, strukturelle årsager til fattigdom og udviklingsproblemer.
 
Flotte ord og fine intentioner. Men er den danske regering rede til at drage disse perspektiver mere markant ind i Beijing opfølgningen, så der sættes handling bag ordene? Så kvinders økonomiske og sociale rettigheder reelt styrkes, i stedet for at blive undermineret, således som det er tendensen i disse år.
 
Med venlig hilsen 
KVINDERNES U-LANDSUDVALG

 

Se vedlagte invitation og program for fyraftensmødet.
 
Vi skal gøre opmærksom på, at det er muligt at aftale tid for interview med Mohau Pheko fra Sydafrika onsdag d. 26. april om eftermiddagen, eller torsdag d. 27. april om formiddagen, eller i forbindelse med det offentlige møde d. 27. april eftermiddagen. For Gloria-Veronica Koch , UNCTAD d. 27. april i forbindelse med det offentlige møde.
 
Kontakt Ruth Ejdrup Olsen, Kvindernes U-landsudvalg tlf. 33 15 78 70.
 
 
 
Vedlagt til pressen (kan rekvireres ved henvendelse til KULU):

[tilbage til Beijing+5 info]  [tilbage til www.kulu.dk]