En kvinde og aktivist, der ikke kan knægtesJennifer Williams fra Zimbabwe har været arresteret mere end 50 gange, men hun fortsætter for kvinderne og demokratiAf Lis Garval .jpeg) Jennifer Williams er en helt speciel kvinde. En aktivist for kvindernes lige rettigheder i Zimbabwe og en ukuelig en af slagsen. Mere end 50 gange har hun være arresteret af politiet, hendes mand og børn er i England, men hun kæmper videre i Zimbabwe, hvor hun er født og altid har boet.Jennifer - eller Jenni, som hun foretrækker - har været i Danmark, inviteret af Afrika Kontakt for om muligt at få fortsat støtte til den sociale bevægelse WOZA ( Women of Zimbabwe Arise), men det gav desværre ikke umiddelbart resultat. Det fortalte hun KULU, da hun til et debatmøde afholdt hos KVINFO og med deltagelse af KULUs forkvinde Janice Førde og Hanne Liveng talte om møder med repræsentanter for danske politiske partier. Man havde lyttet sympatisk til hende, men ingen løfter om støtte til hverken WOZA eller Zimbabwe generelt. ”Men jeg håber stadig. Vi har virkelig brug for støtte, så Zimbabwes kvinder og mænd kan udtrykke sig, kan sige fra. Hvem tør protestere alene? Hvem tør alene kræver deres ret? Hvem kan alene arbejde for et demokratisk Zimbabwe?” WOZA, der har flere end 75.000 medlemmer, har gennemført hundredvis af protester og mange tusinder kvinder og mænd har været arresteret af politiet. De har lagt pres på politiske ledere for at skabe mere social retfærdighed. De har protesteret - fredeligt – for respekt for menneskerettighederne og for demokratiske reformer. Afrika Kontakt har støttet WOZA med 1,5 mio.kr for at styrke og mobilisere civilsamfundet, og den bevilling udløber med slutningen af december i år. Da Robert F. Kennedys menneskerettigheds pris blev givet til WOZA , sagde præsident Obama, at lederne af organisationen ”havde vist, kvinderne i WOZA og folket i Zimbabwe kan underminere deres undertrykkeres magt med deres egen magt – at de kan undergrave en diktators styrke med deres egen”. På den internationale kvindedag i 2012 fik Jenni Williams Amnesty Internationals Ginetta Sagan Fund- pris som en anerkendelse af sit arbejde med at ”inspirere og uddanne kvinder til at kræve deres menneskerettigheder og civile rettigheder i Zimbabwe”. Jenni Williams nævnte ikke selv de mange udmærkelser, hun og WOZA har modtaget, men da hun i København fortalte, hvordan hun ikke lader sig skræmme eller knægte, forstod man hvorfor. ”Vi protesterer. Vi demonstrerer. Vi vil være synlige i gaderne. Folk i Zimbabwe skal se, at vi er der, at vi – kvinderne - har en stemme”, siger hun Hun fortæller om de talrige gange politiet har arresteret hende og nu ofte lader hende gå igen. ”Åh nej – ikke dig igen”, lyder det. Om udviklingen i Zimbabwe peger hun på, at folk nu vender tilbage til landområderne, og at det giver resultat at aktivere på lokalt niveau. Hun siger: ”Feministisk ideologi - det ved kvinderne på landet ikke hvad er. Men de ved, at volden i hjemmene er stigende, at de udsættes for seksuelle overgreb - og at man kan være tvunget til at betale med seksuelle ydelser”. ”Det er græsrodskvinderne, der skal spørges. Det er græsrodskvinderne, der skal høres”, understreger hun. ”Og på lokalt niveau nytter det noget. Der er politikerne tættere på deres vælgere, der skal de stå til ansvar”. Jenni Williams peger på korruption som et af største problemer i Zimbabwe, der efter hendes mening næppe kan siges at have en regering men et politisk miskmask i Harare. Da WOZA blev dannet i 2003 skulle det være en lakmusprøve på at ”the power of love can conquer the love of power”. ”Tough Love” er WOZA hemmelige våben, når der skal mobiliseres og protesteres. Jenni Williams, der var med til at grundlægge WOZA, har som en af præsident Mugabes stærkeste kritikere, medvirket til at give kvinderne en stemme med fredelige ikke voldelige midler. Hun blev været Amnesty International samvittighedsfange efter sin arrestation i 2003, og hun arbejder ufortrødent videre for at give kvindernes stemme mere styrke og Zimbabwe en demokratisk udvikling. På mødet i København orienterede Janice Førde som forkvinde om KULUs arbejde for kvinders rettigheder generelt og i Mali specielt, mens Hanne Liveng havde fokus på KULUs arbejde i Den Demokratiske Republik Congo, DRC.. |
