MIG OG MIN MORMOR Hou Ying
[tilbage] [English Version]	Min bedstemor er født den 3. maj, 1907. Hvis du spørger hende, vil hun afgjort sige, hun er 95 år gammel. Gamle mennesker kan lide at angive deres alder på den traditionelle måde (ifølge gammel kinesisk skik er man et år ved fødslen, o.a.). Men selv efter den gamle metode er hun faktisk kun 94; jeg ved ikke, hvor hun har fået det sidste år fra. Men hvis du tror, min Bedste er forvirret, tager du fejl, hun ved altid, hvor mange dage der går imellem min mor og jeg besøger hende, hun behøver ikke engang kigge i kalenderen. Mens jeg skriver dette, kan jeg ikke få billedet af hende ud af hovedet, som hun står ved vinduet og følger os med øjnene. Hver gang vi kommer, beder hun os hurtigt om at gå igen, men når vi så virkelig går, siger hun ikke noget; står bare ved syd vinduet på tåspidserne af sine små fødder. Jeg tør ikke se mig tilbage og møde hendes opmærksomme øjne, for jeg ved aldrig, om det er sidste gang, jeg ser hende. Trods alt er 94 år en moden alder. Jeg gruer for, når den dag kommer. Når klokken falder i slag ved indledningen til det nye årtusinde, ved jeg Bedste vågner tidligt. Den gamle generation kan ikke på romantisk vis blive oppe hele natten og vente forventningsfuldt på, at klokken slår tolv. De tilhører en anden tidsalder, hvor der ikke var netværk, Coca Cola og skumringsforelskelser, nogle af dem sultede, kæmpede og var fattige. Hvis jeg beder Bedste om et nytårs fortsæt i anledning af det nye årtusind, vil hun garanteret give mig et, men jeg vil hellere være foruden, for jeg ved hun vil love at forlade denne verden snart for at lette sine børns byrde. Mens alle andre glæder sig til det nye årtusind, tænker min Bedste på stille at forlade os helt alene, hendes generation tager altid hensyn til andre. Hun bærer dette fortsæt med sig fra det 20. og ind i det 21. århundrede, men jeg ville hellere være det foruden. Jeg er måske for selvoptaget, når jeg frygter den dag, jeg skal miste min bedstemor. Tænker jeg egentlig på hende? Er livet særligt lykkeligt for en kvinde på 93? I årevis har hun ikke kunnet gå ud i den friske luft og føle solens varme stråler, hun har kun kunnet bevæge sig rundt og rundt i sit lille rum med sin stok, mens hendes hud er blegnet, er det lykken? Når hun skal på toilettet, og skal op ad den 5-6 m lange glatte brolægning og sætte sig på hug som et lille barn og være bange for at falde, er hun da lykkelig? Når det værker i hendes skøre knogler, og astmaen river i hendes lunger, så hun ikke kan komme ud af sengen, men må vente til et barnebarn kommer forbi en dag, er hun så lykkelig? Når hun i lang tid ikke har hørt fra sine børn, har spurgt alle mennesker og fået undvigende svar, når hun brænder af utålmodighed og føler sig magtesløs, er hun så lykkelig? Når hun i sin ensomhed tænder for fjernsynet og opdager, at hun ikke forstår de moderne, avancerede udtryk og dybt komplicere­de situationer, er hun så lykkelig? Når hun oplever, hvordan hendes krop og sjæl hele tiden fjerner sig fra nutiden, og hendes eneste håb ligger i familiens varme og trøst. Hun længes dag ud og dag ind efter dem, og er samtidigt bange for at belaste dem, for de har travlt og er trætte, hun vil ikke ligge dem til byrde. Kan min bedstemor være lykkelig? Min mormor er en stærk person. Som 15 år gammel blev hun gift med min bedstefar, efterkommer af en tilbagestående godsejer, i deres 40-årige ægteskab samlede de ikke meget sammen. Mormor opfostrede alene 6 børn og dyrkede sammen med en gammel landarbejder 2 mu jord (1200 m2, o.a.), de opretholdt kun livet med den største vanskelighed. Jeg ved ikke præcis hvilke lidelser, hun har gennemgået, men jeg ved hun har et par ‘tre-cun’s (ca. 9 cm o.a.) liljefødder. Når hun vaskede dem, da jeg var barn, tillod hun mig ikke at se på. Nu forhindrer hun mig ikke i at se dem, men jeg kan ikke holde det ud, så jeg kigger væk. Det var på disse små fødder, som kun tillod hende at gå med vaklende skridt, at den lille tynde kvinde år efter år gjorde en mands arbejde; det var også på disse små fødder, hun styrtede op ad den smalle bjergvej med et barn på armen og en hel række efter sig, når de japanske djævles flyvemaskiner brummede i det fjerne, og min to dage gamle mor lå og græd lukket inde i et hul i jorden under familiens bord; på de samme fødder hun skridt for skridt skrubbede porten ind til hjemmets gårdsplads (der var ingen, der tog notits af hende, heller ingen der hjalp hende, for hun var hustru til en fordrevet godsejer). Hun var en godsejerfrue med kun to mu jord, som hun ikke magtede at dyrke. Senere kom bedstemor på de små fødder til Beijing, hvor hun så sine fire børnebørn. Da disse fødder endelig fik mulighed for lidt fritid og kunne rejse rundt og nyde vort lands skønhed havde de mistet deres styrke og mod - efterhånden gik de mindre og mindre, med kortere og kortere skridt, fik brug for støtte fra andre mennesker. Min stærke mormor ville det ikke sådan, hendes krop blev gammel, men ikke hendes sind, den 93-årige var magtesløs overfor fremtiden, hun ville ikke ligge andre til byrde, hun ville af sted... Men jeg ved, at hun ikke ønsker sig væk, jeg ved det. Jeg husker en gang, hun var meget syg. Jeg havde været for at besøge hende og ville til at gå, da hun drejede sig om imod mig og pludselig greb min hånd. Hun så roligt og fast på mig, som om vi ville miste hinanden i det øjeblik, hun løsnede sit greb. Tårerne stod i mine øjne, og jeg prøvede at komme fri, for at hun ikke skulle se, jeg græd, men hun gav ikke slip. Den dag havde hendes hånd ungdom­mens styrke....da jeg løb hjemad forstod jeg, at hun havde villet fortælle mig alt. Min mormor tilhører en selvopofrende generation. Hun ofrede sit liv for at give sin familie mad i munden, tøj på kroppen og fred i sindet. Da jeg var lille, troede, jeg hun var verdens lykkeligste menneske, fordi hun havde mange børnebørn, der beundrede hende. Efter jeg er vokset til, forstår jeg, at hendes slægtninge også volder hende uro og bekymringer. Har mormor en bevidsthed om sig selv? Tænker hun og andre kvinder af hendes generation på, hvilket liv de gerne ville have haft? Hvad ville være den største lykke for hende? Hvad ville være den ægte kærlighed? Alt dette ved jeg ikke. Men jeg ved, at hun aldrig har været udeltagende, aldrig har flygtet fra livet. Hun har modigt mødt op imod vanskelighederne, om nødvendigt har hun glemt sig selv, altid været hård mod sig selv og god mod andre. I min egen generation er vi både grusomme og utæmmede, vi kan aflade vores indre uro med disco dans, vi kan flyve frit på nettet, vi kan vælge vores egen vej, vi har måske en større selvbevidsthed end ‘mormødrene’, men vi kan aldrig tillade os at se ned på dem. For at vælge et sådant liv som deres kræver langt mere mod, at påtage sig et ansvar koster altid mere end at forfølge sin egen nydelse. Min mormor på 93 er som en tyk bog, jeg vil altid bevare det, hun har fortalt mig og huske det, hun har lært mig. Når klokken falder i slag til det nye årtusind, hvordan har du det så, mormor? Dine børn ønsker dig alt godt. Pas på dig selv! Oversat fra Kinesisk til dansk: Hatla Thelle Fra “Kinas Kvinder” (Zhongguo Funü).
	Kvindernes U-landsudvalg,  Borgergade 14,  2. ,  DK - 1300 København K .  Tlf.: 33 15 78 70     Fax: 33 32 53 30    E-mail:  kulu@kulu.dk