LÆNGSELEN  EFTER  LÆRDOM Sun Hong Studerende på Beijing Broadcasting Institute
[tilbage] [English  Version]	Det er meget koldt i Beijing i år, men mit humør er helt fint. På vej hjem til nytår pladrede jeg lystigt med mine medpassagerer. Ved du hvorfor jeg følte mig så let til mode? Fordi jeg havde fortalt min far, at min karakterbog var en gave til familien. Alt var lykkedes for mig. Da jeg var kommet hjem, fik fars og mors glæde mig til at føle, at udover det nye årtusind, var dette virkeligt alle tiders nytår. Naturligvis fortalte jeg også de gode nyheder til min gamle mormor." Jeg har fået mit pas og skal til udlandet og studere!” Mormor fik min karakterbog, og selvom hun ikke forstår systemet, er hun udmærket godt klar over, at jeg snart får opfyldt min drøm om at læse i udlandet. Mormor så på mig, så på karakterbogen, ville sige noget, men tog sig i det. Pludselig rakte hun ned i sin lille kiste og trak op fra dens bund et stykke gammelt gulnet papir, som hun rakte mig. “En skolebrochure?” Jeg så overrasket på hende, “Zhenjiang kristne pigeskole, no. 1. Er det dit, mormor?” Vores families hjemsted, byen Zhenjiang i Jiangsu provinsen, var en af de første byer, som blev ‘åbnet’ af udlændinge efter engelske angreb under den 2. opiumskrig (1860, o.a.). Nobelpristageren Pearl Bucks ( 1892-1973, berømt amerikansk forfatterinde, som skrev bøger om Kina fra 1920erne, o.a.) far havde oprettet denne skole, som min bedstemor ville ind på. “Jeg vidste ikke noget om noget, jeg ville bare så gerne sidde i et klasseværelse. Dengang havde min mormor været en uskyldig romantisk ung pige. Ganske vist vidste hun ikke, hvem Pearl Buck var, men brochuren om skolen havde tændt et brændende ønske i hende om ‘at sidde i et klasseværelse’. Mormor løb forventningsfuld hjem til sin mor: “Jeg vil gå i skole!”. Hun genkalder sig det hele i erindringen: “Vores familie var ikke specielt fattig, faktisk temmelig velstående, så de var i stand til at betale min skolegang. Ydermere var jeg den eneste datter, så jeg var alles øjesten. Jeg troede, at mine forældre ville indvillige med det samme, og ikke smide en spand koldt vand i hovedet på mig: Men de sagde, drenge gik i skole, ikke piger. Piger skulle lære at lave mad, sy tøj og brodere. Hvis du går i skole og læser mange bøger, hvordan skal du så nogensinde blive gift, spurgte de. Mine brødre blev meldt ind i skolen. Når jeg så dem løbe af sted med skoletaskerne på ryggen gemte jeg mig og græde mine modige tårer. Hvorfor kunne piger ikke komme ind og sidde i et klasseværelse? Jeg stod op tidligt om morgenen, vaskede tøj, forberedte maden, og løb så ud til brødrene og tiggede dem om at tage mig med i skole, så kunne jeg stå udenfor vinduet og høre, hvad læreren sagde til klassen. De turde ikke tage mig med af frygt for, at far ville slå dem. Når de havde rystet mig af sig, styrtede de af sted til skolen. Fuldstændigt skamløst stod jeg ved vejen og hylede og skreg.........mange af de andre børn på vej til skole stoppede og spurgte, hvad der var i vejen. Jeg græd blot endnu mere hjerteskærende. Jeg besluttede at vove at gå til far med mit ønske, men han svarede ligesom mor: ‘Piger skal arbejde i huset’. Jeg forsikrede ham, at jeg ville ordne alt husarbejdet, før jeg gik i skole og efter jeg kom hjem. Det skulle nok blive klaret. Så havde han en anden grund: han sagde, at piger ikke havde brug for at kunne læse og skrive. Jeg var ikke overbevist og indvendte: ‘Hvorfor går alle de udenlandske piger så i skole og lærer at læse? Far blev vred: ‘Udlændinge er udlændinge! Kinesere har deres egne regler!’ Jeg spurgte: ’Hvordan er kinesernes regler?’ ‘Piger skal ikke være kloge, men dydige, det er reglen. Hvis du lærer at læse og skrive, hvordan skal du så blive gift? ‘Jeg vil ikke giftes!’ ‘Selvom du ikke bliver gift, kan du heller ikke komme i skole!’ Jeg kom ingen veje med alle mine protester. Jeg var nødt til at pakke brochuren fra skolen ned i bunden af min kiste, og inderligt håbe, at jeg kunne få brug for den på et andet tidspunkt. Mine forældre kunne ikke acceptere mit ‘oprør’, så jeg blev lovet væk, da jeg var 16 år gammel, og fra da af måtte jeg opgive min drøm. Jeg lærte aldrig at læse, fik aldrig et regulært arbejde, jeg var nødt til at holde mig til gryderne og blive en eksemplarisk husmor. Af mine brødre blev den ene læge, den anden blev videnskabsmand, men jeg....det er ikke til at holde ud at tale om. Hvor ville jeg ikke have elsket at kunne komme til udlandet og studere!” “Men lille ven”, Mormor strøg mig over håret, “jeg bryder mig ikke om, at du rejser til USA for at studere!” “Hvad?” Jeg for op, “Mormor, ‘piger skal ikke være kloge, men dydige’ - den tid er forbi. Hvordan kan du modsætte dig, at jeg rejser ud? Du, som selv var et offer for den tid.” Da hun så min vrede, smilede hun: “Jeg har ikke sagt, du ikke skal rejse. Jeg er bare bange for, at du vil savne mormors gode mad, længes hjem og græde dig i søvn. Jeg vil ikke forbyde dig at studere. Har jeg ikke selv meldt mig på aftenskole, måske?. Kom nu og spis, jeg har lavet dine livretter.” Ja, jeg lever ganske rigtigt i en god tid, den nye tidsalder, hvor der er lige ret for begge køn. Hjemme er jeg alles øjesten. Mine forældre forkæler mig mere end de nogensinde har gjort med min syv år ældre bror. Han har til gengæld brugt sin opsparing på at købe mig en computer. I skolen er jeg lærernes ‘kæledægge’. Jeg har vundet udmærkelser, lige siden jeg var lille. Både i de små klasser og i gymnasiet har jeg elsket skolen over alt andet. Og nu er jeg godkendt til at læse i udlandet. For 60 år siden ønskede min mormor at blive optaget på den skole, som Pearl Buck’s far havde oprettet, men hun kunne ikke; 60 år senere er jeg blevet optaget på universitetet i Pearl Buck’s hjemby. Mormors ulykke, mit held, hvilken forandring og hvilket billede af tidernes skiften! Brochuren omkring Mormors trængsler er allerede, på grund af fremskridtet, gemt bort i en støvet kiste, mens min karakterbog giver mig adgang til at betræde lærdommens sti. Nogle mennesker siger, at det nye årtusind vil bringe lykke. Ja, jeg holder af denne tidsalder, jeg længes efter at lære mere, og jeg elsker at leve i en tid som tilhører det enkelte menneske! Oversat fra Kinesisk til dansk: Hatla Thelle Fra Kvindernes Dagblad (Zhongguo Funü Bao). Publiceret i Jyllandsposten 24/6 -00.
	Kvindernes U-landsudvalg,  Borgergade 14,  2. ,  DK - 1300 København K .  Tlf.: 33 15 78 70     Fax: 33 32 53 30    E-mail:  kulu@kulu.dk