MIN MODERNE FARMOR Fu Chu  Studerer på Wuhan Institute of Music. Har tidligere vundet en andenpris for artiklen "Looking for Macao"i en artikelkonkurrence udskrevet af China Youth Daily i forbindelse med Macaos tilbagevenden til Kina i 1999.
[tilbage] [English Version]	Min farmor er født i 1921, hun bliver 80 i år. Hun har meget kraftige briller imod nærsynethed og siger, at det startede under krigen mod japanerne. Skolen havde ikke noget undervisnings­materiale, så om aftenen måtte de sidde i olielampens skær og skrive skolebogen af, tegn for tegn. Farmor har ikke bundne fødder som så mange andre på hendes alder, men hendes storetæer stikker alligevel lige op i luften, fordi hun i sin ungdom af forfængelighed gik for meget i højhælede sko. Farmor er et moderne menneske, i hendes fotoalbum er et billede af hende som ung, hvor hun kører på cykel. I de sidste par år er hendes hørelse blevet dårligere, så hun sidder ofte stille helt alene, jeg ved ikke om hun begraver sig i gamle minder eller tænker på sine efterkommeres fremtid. Eller om hun i tankerne gennemlever de sidste 50 forår, først alene, så med sin mand. Et gammelt liv på fire generationer, hvad kan hun mon tænke på? Kontakten med farmor er aldrig ens. Som hendes eneste sønnedatter kan jeg finde mange lighedspunkter mellem mig selv og hende. Farmor startede på et seminarium som 16-årig og blev ansat som musiklærerinde i folkeskolen; jeg begyndte også på seminariet som 16-årig og har i en kort overgang fungeret som musiklærerinde. Farmor har altid været en god taler, jeg har selv vundet adskillige præmier for optræden ved skolens tale- og diskussionskonkurrencer. Farmor er modig. Under krigen skulle hendes skole flytte til det vestlige Hubei. På vejen stødte de på en boa slange, som spærrede for en vandkilde, de skulle bruge. Eleverne turde ikke gå forbi den, men farmor gjorde det af med det ‘lange insekt’. Når japanske bombeflyvere var på vingerne gik hun tit ikke i beskyttelsesrum, men fortsatte roligt sin læsning. Jeg selv er også den type der gerne stikker hele armen ned i en hvepserede....Det er måske på grund af disse ligheder, at farmor holder så meget af mig. Hun siger det ikke selv, men jeg ved også, at der er endnu flere punkter, hvor vi ikke ligner hinanden. Måske var det fordi, farmor er barn af en konkubine, eller fordi det var urolige tider, at den fine unge dame blev forlovet med min farfar, som på det tidspunkt var lærling. Uden nogen medgift drog hun med min far tilbage til hans hjemby. Fra da af har hun ikke forladt den lille fattige landsby og har ikke engang set sine forældre igen. Men jeg har allerede besøgt adskillige storbyer, endnu før jeg er begyndt at tænke på at gifte mig. Hverken mine forældre eller venner har været flittige med at finde en partner til mig. I virkeligheden kan jeg heller ikke forestille mig det. Da farmor blev gift med farfar mistede hun muligheden for at vende tilbage til storbyen, hun koncentrerede sig om at opdrage sine 5 børn, og levede og arbejdede hele tiden i den lille landsby. Men jeg kom ind på musikkonservatoriet, efter at have arbejdet som musiklærerinde og været blevet utilfreds med det; så jeg rejste væk fra den landsby, hvor farmor havde levet det meste af sit liv. Sidste år forlangte farmor at blive flyttet til plejehjemmet på trods af sin families protester. De fleste på plejehjemmet er enker og barnløse gamle mennesker. Hvis folk med børn bor et sådan sted regnes børnene for at være respektløse. Men farmor med sin store flok af sønne­sønner har sin egen logik: “Jeg har opdraget mine børn, og de er alle sammen gode ved mig. Men gamle og unge har ikke samme livsstil og taler forskellige sprog, hvorfor skulle de så ikke flytte fra hinanden? Når jeg er flyttet ind på plejehjemmet med de andre gamle, vil jeg ikke føle mig ensom.” Vi måtte lade hende få sin vilje. Så moderne er hun blevet! I foråret i år, da jeg besøgte hende, strøg hun mig beroligende over håret og mumlede: “Godt, godt....” jeg ved ikke, hvad det egentlig var, der var godt, men hun virkede klar i hovedet. Måske tænkte hun også på lighederne og forskellene mellem sig og sin sønnedatter. Måske følte hun en lille bitterhed over sit eget liv, der snart er slut. Jeg svarede hende indvendig: “Farmor, vor tid skænker kvinder så mange flere muligheder for at udvikle sig, lad mig gøre det for dig, som du ikke selv fik mulighed for.” Oversat fra Kinesisk til dansk: Hatla Thelle
	Kvindernes U-landsudvalg,  Borgergade 14,  2. ,  DK - 1300 København K .  Tlf.: 33 15 78 70     Fax: 33 32 53 30    E-mail:  kulu@kulu.dk