JEG KAN IKKE BEGRIBE, DET ER MIG, DER HAR GJORT ALT DET HER  Ana Clerici Mariana Tello Andrea Sánchez National University of Córdoba, Argentina
[tilbage] [English Version]	Det er vores mål med denne kronik at analysere forholdet mellem generationerne og kvinders rolle, indenfor et rum af politisk engagement, hvor det er muligt at finde et samspil mellem det offentlige og private. For at opnå dette, vil vi se på Otilias historie. En af kronikkens forfattere er hendes barne-barn, med hvem hun samarbejder på " Associación Abuelas de Plaza De Mayo " (Grandmothers Of MaySquare Association). Den anden forfatter er en kvinde, hvis mor blev skudt under militærdiktaturet . Hun er nu medlem af H.I.J.O.S. Den tredje og sidste forfatter er lærer og arbejder i et landområde. Vi skønner, det er nødvendigt med et nærmere kik på tilfældet Otilia, fordi hun er et af mange eksempler på latinamerikanske kvinder, som stillede spørgsmål ved deres traditionelle rolle, og ud af deres smerte iværksatte en politisk kamp, som transformerede disse roller og deres sociale repræsentationer. Otilia er 80 år, født i Santiago del Estero i 1914. Som så mange andre af sin generation gik hun i skole, blev gift som 19-årige, fødte fem børn (tre piger og to drenge), blev enke og senere gift igen. I løbet af 70'erne, blev seks medlemmer af hendes familie ofre for militærdiktaturet: to sønner og et barnebarn meldt savnet. Vi føler os dybt berørt af denne historie, hvor kvinder har spillet en afgørende rolle. "Det er vigtigt at huske, at dramaet omkring de forsvundne børn i vort land, Républica Argentina, blot udgør èt aspekt af Den Nationale Sikkerheds Doktrin, som blev implementeret af det militærdiktatur, som ødelagde vort land i årene 1976 til 1983". For bedstemødrene , er disse børn, børn af deres egne forsvundne børn. Mange af dem blev bortført sammen med deres forældre; nogle endda efter at deres forældre var blevet myrdet. Andre blev født i koncentrationslejre, hvor deres unge mødre havnede efter anholdelse under svangerskabet. Under bestræbelserne på at finde børnene begyndte bedstemødrene at organisere sig, og i 1977 dannede de "Associación Abuelas de Plaza de Mayo ". Organisationens formål var at gøre krav på børnene og indsamle informationer om deres forsvinden, med henblik på at finde dem, eller i det mindste at få oplysninger om deres skæbne. Som mødre er deres søgen dobbelt, idet de – mens de gør krav på børnebørnene – samtidigt desperat søger efter børnenes forældre: deres egne børn. (SeminarioInternacional Filiación, Identidad, Restitución , 15 años de lucha de Abuelas de Plaza de Mayo, 1992). "I starten var jeg aktiv medlem af "Familiares" (pårørende) og senere i "Abuelas" (bedstemødre). Bedstemødrene i Buenos Aires foreslog, at vi skulle danne en gruppe i Córdoba, for at undgå den besværlig rejse hver måned. Gruppen blev dannet i Buenos Aires i 1977 og her i 1978. I Buenos Aires blev gruppen chikaneret af militæret, mens vi fik lov at være i fred. Frygten trives, men for så vidt "bedstemødrene" og "mødrene" blev frygten vores drivkraft. Smerten jeg bærer rundt på, har totalt ændret mit liv. Førhen da skolen ringede ud, gik vi alle glade hjem. Nu efter alle de skrækkelige oplevelser, har jeg mistet evnen til at le. Men så blev vi enige om at udskifte gråd med kamp. Vi besluttede at holde op med at gemme os grædende under sengen. "Mødre" og "bedstemødre", tilsammen fyldte vi Katedralen. Når jeg fortæller jer dette, er det svært at begribe, at det er min gøren det hele. Det var farligt og vi var bange, men da vi gik i gang med opsporingsarbejdet, overvandt vi frygten ". (Otilia) Kvinder har været en vigtig del af menneskerettighedsbevægelsen i vort land. I det sidste militærdiktaturs kontekst, hvor privatiseringen af konflikten forstærkedes, var det kvinderne som formåede at lægge de konflikter de gennemlevede ud i det offentlige territorium. Disse kvinder kaldte sig for det som i samfundets øjne, var den mest repræsentative karakteristik af deres kvindelig funktion, navnlig "mødre "og "bedstemødre ". I denne bevægelse er det uhyre vigtigt, hvilken polemisk og strategisk betydning disse titler indebærer. Det sætter magten under pres, at disse kvinder bruger de traditionelle kvinderoller til at stille spørgsmål og krav. Det tilsyneladende A-politiske rum (iflg. militærets chauvinistiske ideologi ), som disse roller indebærer, giver adgang til den offentlige arena, uden at kvinderne bliver undertrykt( i hvert fald i nogen tilfælde). Det er deres kamps offentlige og politiske karakter som umuliggør at stemple dem som "omstyrtende", et tillægsord normalt brugt af militæret som betegnelse for diktaturets modstandere. Det var kun ved at anklage disse kvinder for "galskab" og "ufornuft", at det lykkedes i nogen grad at holde dem nede. "Hovedparten af "bedstemødrene" havde ingen politiske tilknytninger. I begyndelsen anede vi ikke, at vi handlede politisk. Det var først 20 år senere, at vi blev klar over det og blev stolte af vores børns kamp. Ingen stillede spørgsmålstegn ved vores politiske arbejde, fordi vi var kvinder. Vi blev bare hånet af nogle uvidende mennesker, der sagde vi skulle skrubbe hjem. I kraft af, at vi var mødre, havde vi mulighed for at være politisk aktive uden, at der blev rejst spørgsmål derved. Alligevel kaldte de os "pladsens skøre kællinger…".... Dette afsnit er interessant, fordi det viser os, at foruden resultaterne af disse forløb, eksisterer muligheden for at stille spørgsmål ved magtstrukturer, undertrykkelse og manglende ligestilling. På baggrund af vores tidligere udtalelser, slutter vi at "Associación de Abuelas de Plaza de Mayo" kan klassificeres som "kvindebevægelse" i følge Teresita Barbieri. For som hun siger: "Kvindebevægelser er kollektive handlinger med en numerisk overtal af feministiske problemstillinger, men de er ikke nødvendigvis bygget op omkring identitet og køns specifikke krav". (de Barbieri, 1991) I Latinamerika er der to elementer som har medført disse bevægelsers særegenhed: forholdene omkring den socioøkonomiske krise og de sociopolitiske processer, som vi har været igennem. Disse to aspekter er tæt forbundne, da de diktatoriske processer er forløbet i takt med implementeringen af en neoliberalistisk politik. Kombinationen af disse to faktorer har medført konkrete former for kvindedeltagelse. Generelt kan det siges, at indenfor denne sektor har kvindebevægelser bestået frem for feminisme. Dette skyldes formentlig den socioøkonomiske krises kontekst og de strategier kvinder har udviklet for at takle den. Denne situation har tvunget dem til at kæmpe for sociale rettigheder, noget som ikke altid bliver respekteret i vores "Tredje Verden". Kvindebevægelser har ført an i kampen for disse rettigheder, ikke så meget udfra et feministisk men mere fra et alment menneskeligt perspektiv, da deres behov og omstændigheder har forbundet dem med andre typer sociale bevægelser. I tilfældet Argentina er der en markant kvinderepræsentation i D.D.H.H. bevægelsen. Deres krav er ikke specifikt fokuseret på knøsrelaterede emner, men de dukker uvægerligt op i processernes dynamik. Igennem hele forløbet måtte argentinske og latinamerikanske kvinder modstå besværlighederne ved at være indbyrdes tætte allierede og vigtigst af alt ved at være mødre. De måtte takle sociale fordomme - især fra såkaldte traditionelle kvinder, der stort set alle var hjemmegående husmødre. I dette samfund var det ikke normalt at gå på universitetet, men kvinderne klarede det hele; børnefødsler, arbejde og studier. Vi er meget omsorgsfulde, men det betyder ikke, at hele dagen går med tøjvask. Vi er hjemmegående, men det gør os ikke dårligere begavet. Kvinderne fik åbnet for nye muligheder undervejs i deres kamp. Og nu tager vi goderne for givet , vi værdsætter dem ikke. Set i bakspejlet, er det indenfor de sidste 50 år, at alle sejrene er vundet". Historisk, har kvinderne – grundet opfattelsen af det kønsbestemte system og de dertil hørende pligter og funktioner (i forbindelse med reproduktion) – været forvist til den private sfære, deres hjem. U af denne opfattelse er der konstrueret et narrativ - fortælling, som legitimerer kvinders eksklusion fra det offentlige rum. Denne fortælling er blevet opretholdt gennem det patriarkalske systems kontinuitet, som har tilladt en vis ”ideologisk inerti”. Dette forklarer fastholdelsen af "Myten om kvinders mindreværd", til trods for den videnskabelige udvikling, de politiske sejre, og opbygningen og udvidelsen af demokrati og medbestemmelse. Hvilken politiske opfattelse ligger til grund for denne udelukkelse af kvinder fra det politiske og offentlige rum og deres forvisning til det private og hjemlige? Politik udvikledes i opposition til det private, forstået som hjemmet, og har aldrig været defineret som et rum hvor kollektive mål opstået i det private rum finder løsning, det har altid været et rum for det offentlige og dets udtryk. (Azcarate 1997) Det er denne politiske opfattelse, kvinder har set sig nødsaget til at dekonstruere, udfordre og re-significere. De politiserer dagligdagen og forsøger at ændre de dominerende forhold både indenfor og udenfor hjemmets fire vægge. Når bedstemødrene positionerer sig strategisk i den traditionelle kvinderolle, formår de at træde ind i det offentlige rum og politisere deres kamp. Senere – da de forstår deres kamps virkelige bredde og dimension - re-significerer de dette rum. At re-significere det politiske omfatter et forsøg på at forene det private og offentlige rum, i opposition til den hegemoniske diskurs som indskrænker det politiske til det offentlige rum hvor kun mænd ( og kun nogen mænd) har adgang. Det feministiske slagord: "det personlige er politisk" er affødt af negationen af skellet mellem det offentlige og private rum. Der er behov for at politisere det private, fordi der er et misforhold i magtfordelingen i hjemmet, og i alle aspekter af vort liv er der brug for medbestemmelse. Men "det personlige er politisk" henviser også til den inverterede bevægelse: at offentliggøre alle de situationer hvor uretfærdighed, underdanighed, ulighed og magtmisbrug er til, og alle muligheder for fysisk og symbolsk vold- for samlet at stå dem imod, og for at overbevise folk om, at det ikke kun er et kvindeproblem, men et problem som vedrører os alle. Ved at stå sammen, lykkedes det bedstemødrene at vende deres individuelle problemer til fælles anliggender. Da deres forening senere blev konsolideret, blev de mere opmærksomme på effekten af deres indflydelse og på måden hvorpå de afslørede de stærke sociale konflikter, som var hverdagskost dengang. "Som borgere og specielt som kvinder har de været i stand til at dreje en offentlig-politisk dimension til et drama af endnu større dimensioner, et drama som principielt og traditionelt set burde være blevet i privat regi". (Fernandez 1992) Nu er spørgsmålet: Hvordan gør kvinder sig bemærket i offentlig politik? Feministbevægelsen såvel som kvindebevægelsen foreslår forskellige måder at drive politik på, baseret på pluralisme og heterogenitet med udgangspunkt i beskrivelsen af civilsamfundet og det offentlige rum som heterogent og i overensstemmelse med diverse aktører med forskellige muligheder og behov. I deres søgen efter deres børn og børnebørn, fastslår "bedstemødrene" sig selv som politiske væsener, protagonister for kulturelle og sociale forandringer og de præsenterer forslag til opbygningen af en ny social orden og et bedre integreret samfund. Otilia har fortalt os sin livshistorie. Det er tydeligt, at volden fra militærets side har knækket hende, men i løbet af interviewet indfletter hun emner som kærlighed, seksualitet, religion, børn og børnebørnene. I hendes fortælling kunne vi spore kontinuitet og mangel på samme i hendes moralske og sentimentale værdier i tiden efter "Abuelas de Plaza De Mayo". Én værdi er konstant hendes historie: Styrken, den emotionelle styrke som hun tror er beskrivelsen af den latinamerikanske kvinde. Hun snakker om kvindernes "sejrsgang" fra 1950 og op til i dag hvor kvinderne er udearbejdende, nogle gange i jobs som førhen var utænkelige uden at opgive deres "traditionelle kvinderoller" de er "gode partnere og mødre", dygtige kvinder og husmødre på en og samme tid ". Otilia betragter det emotionelle som en af de vigtigste værdier, noget meget feminin men også en virkelig og stærk "motor" i den politiske kamp hvor deres egne emotioner og affektioner transformeres til offentlige og politiske anliggender. Hun siger: "Mændene er meget hårde, giver sig ikke i kampens hede. I de mere følsomme emner er det kvinderne, der er de stærkeste. Kærligheden til vore børn og børnebørn og vor evig jagt efter sandheden er med til at holde os oppe og fortrænge vor frygt". På den anden side er der et "før" og "nu" i forhold til deres relationer til deres børn og børnebørn. Otilia mener, at ændringer i familierelationerne er positive tegn: Hun siger: "Mit forhold til mine døtre var godt, men nu - når jeg ser på mit barnebarn, går det op for mig, at jeg var uvidende dengang. Jeg havde mange tabuopfattelser. Jeg tror, man er virkelig nødt til at konfrontere sandheden". Hele vejen igennem sin beretning gentager hun behovet for at acceptere forandring, for at vide og for at forstå; at uvidenhed kun afføder misforståelse, uenighed og intolerance.. For som hun siger: "Jeg ser det som min opgave at forstå dig.... Bedstemødrene er nødt til at forstå..... Sandhed og oprigtighed er positive værdier for unge mennesker: Jeg tror de opfører sig ifølge deres overbevisning og i overensstemmelse med deres følelser. Før i tiden var vi tvunget til at tage højde for, hvad der blev forventet af os af vore forældre eller brødre. De bestemte, om vi fik lov eller ej. Vi gjorde kun det det, de ønskede, eller kun det der var tilladt. Vi var ofre for hykleri, skjulte vore seksuelle lyster og foregav følelser, vi ikke mærkede. Det var det, der gjorde dig til hykler". Otilia mener, at der er en negativ side af den store frihed nutidens unge nyder, (løbende partnerudskiftning og det at de går for sent i seng) men hun har ændret sig meget, og hun er glad for, at unge par deler meget mere sammen nu , end de gjorde førhen. For fremtiden håber vi, at Otilias historie og vores beretning kan være nyttige redskaber i en brobygning mellem det at tænke og føle som en kvinde og at den kan bidrage til den lange fortælling, som endnu ikke er skrevet. De Barbieri, Teresita; en Vargas Valente, Virginia; “Género, clase y raza en America Latina”; en Luna, Lola (comp.); Seminario Inetrdisciplinar “Mujeres y Sociedad”; Universidad de Barcelona; 1991. Azcárate, Teresa; “La diferencia de los sexos como diferencia política”; en “Programa de educación para el desarrollo y participación de la mujer”; Fundación servicio universitario mundial; 1997. Fernández, Ana; en Seminario Internacional Filiación, Identidad, Restitución, 15 años de lucha de Abuelas de Plaza de Mayo,1992. Rodigou, Maite; Falú, Ana y Domínguez, Alejandra; “Construyendo ciudadanía”; ESSIP; Córdoba; Argentina; 1997. Oversat fra engelsk til dansk: Maureen Eriksen
	Kvindernes U-landsudvalg,  Borgergade 14,  2. ,  DK - 1300 København K .  Tlf.: 33 15 78 70     Fax: 33 32 53 30    E-mail:  kulu@kulu.dk