Ingen kvindekonference i 2005 
FN's kvindekommission enedes om ikke at afholde en 5. verdenskvindekonference som markering af 10 året for kvindekonferencen i Beijing, Kina 1995.
I stedet skal der gennemføres en omfattende status gennemgang over implementeringen af Beijing handlingsplanen. Det understregedes, at denne proces under ingen omstændigheder må omfatte eller føre til en forhandlet tekst eller deklaration. 
Beslutningen afspejler den bekymring, som deles af NGO'er og regeringsdelegationer, om faren for et tilbageslag på, hvad der opfattes som væsentlige kerne områder i Beijing-dokumentet. Især indenfor seksuelle og reproduktive rettigheder.

I forbindelse med den forestående Beijing+10 status gennemgang besluttede regeringerne, at arbejdsformen skal omfatte en udvidet brug af interaktive dialoger med en bred deltagelse fra regeringsdelegationer, FN institutioner  og civilsamfunds aktører. 
Der var ligeledes enighed om behovet for at sikre integration af  kønsperspektivet i FN's implementering af millenium-målene og den planlagte midtvejs konference om millenium målene i 2005. - Læs mere om Kvindekommissionens samling 2004.


Kvindeorganisationerne var tilfredse med disse beslutninger, som reflekterede nøgle anbefalinger fra NGO siden. De understregede dog også behovet for at fastholde et krav om en 5. verdenskvindekonference i 2005 - 2010. 
Der er en vis bekymring for, hvordan NGO deltagelsen i de nationale og regionale Beijing+10 processer kan sikres i praksis. Men samtidig arbejder NGO samfundet på at udvikle strategier, der kan sikre en re-vitalisering af kvindekonference processerne, ved et styrket fokus på Beijing+10 året og 30 året for FN's kvindekonference arbejde, 30 år efter den første FN verdenskvindekonference i Mexico og starten af FN Kvindetiåret.


USA går imod kvinderettigheder
At der var realiteter bag bekymringen om tilbageslag kom frem i lyset, da USA som eneste land ud af 42 på Kvindemissionens møde, gik imod henvisninger til Beijing handlingsplanen i flere resolutionsforslag.
Kvindekommissionen måtte således stemme sig igennem vedtagelsen af en række resolutioner, i stedet for at arbejde med konsensus, der er sædvanlig praksis. Det gjaldt bl.a. en resolution om "Kvinder og børn som gidsler i væbnede konflikter". 
- Læs en kommentar kvindeorganisationerne her.
[26. marts 2004]

Prominent kvinderets forkæmper valgt som den første præsident for det Pan-afrikanske parlament

Den tidligere Tanzanianske minister og generalsekretær for FN's 4. verdenskvindekonference i Kina 1995 Gertrude  Mongella vandt  formandsstolen i det nye afrikanske  Pan-afrikanske parlament, der officielt blev åbnet 18. marts i Addis Abeba, Ethiopien. Posten som præsident for det panafrikanske parlament gælder en femårig periode.

Gertrude Mongella lykønskes af det afrikanske kvindenetværk  Women in Law and Development Africa (WILDAF), som påpeger, at der ligger en kæmpe opgave foran Mongella, som nu skal i gang med at udvikle en helt ny institution sammensat af stater fra fem regioner i Afrika. 

Det pan-afrikanske parlament vil i starten alene have konsultative og rådgivende beføjelser, men på sigt er planen at institutionen skal udvikle lovgivende magtbeføjelser.
Gertrude Mongella lovede på en pressekonference, at det ny parlament ikke vil blive nogen snakkeklub. Parlamentet består af seriøse mennesker, som er klar til at gå i clinch med emner som globaliseringen og alvorlige trusler som Hiv/Aids epidemien. Også implementeringen af NEPAD forventes at være et af de helt store emner for de kommende drøftelser.

Mongella understregede, at Afrika med etableringen af det pan-afrikanske parlament har givet verden en udfordring, og har brudt med eksisterende stereotyper, for eksempel i valget af Mongella selv til præsident. - "Vi er det eneste kontinent, som arbejder meget praktisk med at nedbryde kløften mellem kønnene. Det er virkelig historie, og det skal vi være stolte af", sagde Mongella.
Det demonstreredes i praksis under valget af fire vicepræsidenter for parlamentet repræsenterende henholdsvis det centrale, vestlige, nordlige og sydlige Afrika. Her advaredes delegaterne om, at den hemmelige valghandling risikerede at skulle gå om, hvis der ikke valgtes nogen kvinder. Som tredje vice-præsident valgtes Ms. Elise Neloumsi Loum repræsenterende Central Afrika.

41 stater af de 45 afrikanske stater, der har ratificeret protokollen vedrørende oprettelsen af det Pan-Afrikanske parlament under AU, sendte delegationer reflekterende forskellige politiske observanser i deres nationale parlamenter. Ifølge protokollen skal parlamentet bl.a. "facilitere effektiv implementering af politikker" i tilknytning til den Afrikanske Union, AU og 'fremme menneskerettighederne i Afrika'. Parlamentet skal også 'fremme fred og sikkerhed samt opmuntre til god regeringsførelse, gennemsigtighed og ansvar i medlemslandene'.

Gertrude Ibengwe Mongella kom ind i politik i 1975. Hun har været minister i fire omgange bl.a. Minister of State for Women Affairs 1982 -1986. Hun har desuden været udpeget som senior Advisor on Gender issues for Economic Commission of Africa, ECA 1997, og som special advisor for Director General, UNESCO 1996. Hun var i 1991-92 Tanzanias højkommissær i Indien. På den kvindepolitiske front har hun udover den fornemme post som generalsekretær for FN's 4. verdenskvindekonference i Kina, 1995, været Tanzania's repræsentant i Kvindekommissionen, CSW i 1989 samt ledt den
delegation, der i 1990 fremlagde Tanzania's CEDAW landerapport for CEDAW komiteen. I 1990 - 93 var hun trustee for INSTRAW. Hun har endvidere repræsenteret Tanzania ved adskillige internationale møder og konferencer, ikke mindst FNs kvindekonference i Nairobi 1985, hvor hun var forkvinde for den afrikanske gruppe og næst-forkvinde for FN kvindekonferencen. Og endelig har hun været involveret i adskillige initiativer om kvinder, fred og sikkerhed bl.a. for OAU i Women's Commitee for Peace and Development 1998, og i African Women's Peace mission til Burundi. Mongella er gift og har fire børn. 
Kilder: WILDAF, Mathaba.net, AI m.fl. -  Læs mere om Mongella's udtalelser efter hendes valg som præsident for PAP, se bl.a.  all.Africa.com. 
 [26. marts 2004]

Kvindernes Internationale kampdag
8. marts 2004:

New York, 8. marts: New York, 8. marts: Kvinders rettigheder skal forsvares, hvis FN vil halvere fattigdommen inden 2015, lyder det fra kvindeorganisationer forsamlet til parallelmøde i New York i forbindelse med FN's Kvindekommissionsmøde. De påpeger, at tilbageslag for kvinders rettigheder er en reel og virkelig fare - med dagens geopolitiske situation, og hvis visse kræfter får magt som de har agt.

I år indledes 10-års opfølgningen af FN's 4. verdenskvindekonference. En proces, der skal kulminere med FN kvindekommissionens samling marts 2005 og FN's generalforsamling efteråret 2005. Heldigvis har dette års kvindekommissions møde ikke - som frygtet - valgt at åbne for genforhandlinger af kvindekonference dokumentet.
Alligevel savner kvindeorganisationerne en mere klar linie i FN's arbejde for kønsmainstreaming. De såkaldte 2015 mål, der sigter på at halvere fattigdommen i 2015, viger uden om spørgsmålet om seksuelle og reproduktive rettigheder, en hjørnesten i opnåelsen af kvinders og pigers rettigheder. Heller ikke spørgsmålet om sikkerhed og udvikling er med i målene. Og der gås på kompromis med helhedstænkningen, lyder kritikken, som også påpeger de manglende gennemgående tidsbundne mål (targets) og indikatorer for køn i alle mål,  bortset fra målene om ligestilling og mødredødelighed!
FN's planlagte  2015-midtvejskonference næste år bliver derfor en test på verdenssamfundets vilje til at gennemføre kønsmainstreaming, mener kvindeorganisationerne.

2005 er også FN's 30års jubilæum for den første verdenskvindekonference i Mexico i 1975, og for starten af FN's kvindetiår. Det skal markeres lover kvindeorganisationerne, der allerede nu planlægger en lang række aktiviteter som led i Beijing+10 processen og FN's 2015-midtvejskonference.
- Læs KULU's udtalelse fra Kvindekommissionsmødet i New York.

[8. marts 2004]

Fred og sikkerhed er et hovedkrav for den internationale kvindebevægelse
lyder det i en 8. marts udtalelse fra Women's International Coalition for Economic Justice. 
Men det handler ikke kun om fraværet af krig. Der skal skabes  retfærdighed, menneskerettigheder og fuld mulighed for inddragelse af alle. Og det er ikke nok blot at inddrage kvinder i fredsskabende initiativer. Det gælder om at forebygge konflikter ved at konfrontere de økonomiske, politiske og kulturelle årsager til krige og konflikter, og her må kvinderne med ved bordet i drøftelsen af makroøkonomi og politiske beslutninger.
Krige og militære interventioner kan ej heller retfærdiggøres med at "kvinderne skal frigøres", eller "demokratiet skal bringes ind", som det er sket i Afghanistan og Irak, lyder det fra WICEJ koalitionen.
- Læs hele udtalelsen her.  
- Læs også koalitionens fyldigere pressemeddelse her (engelsk udgave).

Kvindernes U-landsudvalg er medlem af WICEJ koalitionen. Læs mere om WICEJ og koalitionens arbejde- se WICEJ's website.
[8. marts 2004]

Globalt kvindemøde i New York 
1. - 16. marts 2004:
FN's Kvindekommission holder i disse dage sin årlige samling i New York. Kvindeorganisationer fra hele verden deltager med parallelmøder og i delegationerne. Også KULU er tilstede i New York mødet.

Det nok største tema på dagsordenen er kvinders rolle i løsning af krige og konflikter og skabelse af fred og sikkerhed. En række internationale kvindeorganisationer med Women's International League for Freedom and Peace i spidsen sætter kritisk fokus på opfølgningen af FN's sikkerhedsråds resolution 1325 om kvinders rolle med en række paneldebatter og temamøder og med fokus på den aktuelle situation i Irak. - Læs mere på UN DAW's hjemmeside: draft resolution om kvinders rolle i konfliktløsning og genopbygning.
Det andet store tema på dette års Kvindekommissions samling er mænds og kvinders rolle i opnåelsen af ligestilling. - Læs mere på UN DAW's hjemmeside: Draft resolution om mænds og kvinders rolle i ligestilling.

Et andet vigtigt tema for drøftelserne er den forestående opfølgning af FN's 4. verdenskvindekonference i Beijing 1995, den såkaldte Beijing+10 proces næste år. Det står nu klart, at der ikke bliver en 5. verdenskonference i 2005. Derfor drøftes nu intenst, hvordan den nye proces frem mod opfyldelsen af FN's 2015 mål og den planlagte 2015 midtvejskonference næste år kan bruges til en styrket opfølgning af Beijing handlingsplanen.

Pernille Bischoff, KULU's næstforkvinde, fortæller fra mødet i New York, at der er forlydender om, at nogle landes delegationer arbejder for at genåbne forhandlinger af Beijing kvindekonference dokumentet under Beijing+10 opfølgningsprocessen i 2005.

Det har fået kvindeorganisationerne til at reagere med en skarp udmelding om, at der på ingen måde må lægges op til videre forhandlinger næste år. De frygter,  at der med det nuværende internationale politiske miljø er fare for at  kvindekonferencedokumenterne kan blive undermineret og hårdt tilkæmpede begreber og rettigheder kan sættes år tilbage! 
Beijing+10 processen næste år skal i stedet bruges til at et konstruktivt og styrket fokus på implementering. Og de vurderer, at 2015 Måls processen kan være en test på det internationale samfunds vilje til at ville integrere kvinde- og kønsperspektivet i udviklingsarbejdet og arbejdet for at sikre kvinder ligestilling.

KULU deltager i en række NGO aktiviteter koordineret af Women's International Coalition for Economic Justice, WICEJ (læs mere om WICEJ her) og som medlem af den danske officielle delegation. 
[4. marts 2004]

Rapport fra World Social Forum
16.- 21. januar 2004, Mumbai, Indien
  
Læs de daglige rapporter og indtryk fra Kvindernes U-landsudvalgs to udsendte Martha Salazar og Marianne Olesen.

Kvinderne tyvstarter

WSF - et supermarked af ideer

Rapport 3. Mumbai, 13. januar 2004
Af Marianne Olesen

Det ene øjeblik kan man diskutere menneskerettigheder med to kvinder fra Senegal for øjeblikket efter at blive spurgt om det danske velfærdssystem af en ung kvinde fra en NGO i Chennai. Dialog og kommunikation på alle leder og kanter er WSFs stærkeste kendetegn.

WSF er som et supermarked, selv om billedsproget i denne sammenhæng ikke er så passende. Som en markedsplads af boder, telte og ivrige "budskabs-sælgere" med løbesedler og badges, og "handlende", der betaler med deres ører og opmærksomhed.

KULUs samarbejdspartner International Gender and Trade Network (IGTN) er een af mange organisationer, der konkurrerer om deltagernes opmærksomhed på WSF med en række af tre seminarer om kvinder, handel og økonomiske strukturer. De første to om feministisk økonomi og om kvinders kampagner mod WTO trækker 30-40 deltagere, der udveksler erfaringer om ufaglærte kvinder, der presses på lønnen, for at deres firmaer kan forblive konkurrence-dygtige i den globale økonomi; om feministiske økonomers fremgang; om den manglende accept af værdien af social reproduktion (ofte lig med kvinder ubetalte arbejde) og om mobilisering af aktivister og organisationer før, under og efter Cancun-processen.

I et andet telt er der dansk fællessang oversat til engelsk og fremført af den danske afdeling af Kunstnere for Fred. Den dansk-indiske forfatter Sara Stinus får en blandet flok af unge, globale rødder og skandinavere til at falde til ro med opbyggelige fabler, mens Eriks Stinus sange om Gandhis saltmarch og om mod til at handle akkompagneres af Per Warmings guitar, der kæmper mod en kvindegruppes anti-Bush slogans kun en teltdug derfra.

Zubeida, en indisk survivor af medgiftsvold, fortæller andetsteds sin horrible historie om afpresning, psykisk og fysisk vold mens sorte og hvide silhuetter i pap af kvindetorsoer fortæller om andre kvinder, der ikke var så heldige at overleve: 21-årige Indira, hvis svigerfamilie efter modtagelsen af de første 40.000 rupees forlangte endnu 50.000 rupees, som Indiras familie ikke havde, hvorefter Indira blev banket og pint til hun hængte sig selv. Og 17-årige Rathnamma, der som kone nr. 2 skulle medbringe 30.000 rupees, som senere voksede til krav om alle udgifter betalt til en ikke-arbejdende og voldelig mand, som til sidst kvalte Rathnamma, da hendes familie ikke længere kunne betale.

Politiske aktivister fra Indien og Pakistan mødes i en rundkreds i et telt for at diskutere problemer med kvinders deltagelse i det politiske system med eller uden positiv særbehandling og under forskellige grader af demokrati eller mangel på samme. De kendte kvindelige ledere i deres lande, Indira Gandhi og Benazir Bhutto, får ikke mange rosende ord. "De repræsenterede ikke kvinder, de repræsenterede de rige", siger Rubina fra Pakistan med overbevisning.

Foruden de programsatte seminarer og workshops oplever Guregaon i disse dage med garanti verdens højeste koncentration af demonstrationer, som nærmest står i kø og indimellem kolliderer på WSFs hovedvej mellem de store udstillingshaller og under de mange ophængte bannere. Kommunister fra West Bengal, burmesiske kvinder for menneskerettigheder og dalits imod diskrimination fik søndag følge af kvinder fra hele verden. Med store pap-munde og tørklæder med røde kysmunde, der viser sig meget populære hos publikum, går de under sloganet 'Din mund er fundamental i kampen mod fundamentalisme' i optog langs med hele WSF-området. Selv de lokale politibetjente er ivrige aftagere af de røde pap-munde og man ser det for sig - khaki-uniformer med smækkys.

WSFs intense stemning har det med at lukke sig om sig selv - dog hører man om  Mumbai Resistance 2004 på den anden side af vejen, der er et alternativt forum til det i forvejen ret så alternative WSF. Men ikke alle bryder sig om graden af etablerethed, som har ramt WSF i sin fjerde udgave og en gruppe, mestendels partier og bevægelser på den meget venstre side af det politiske spektrum, har lanceret det alternative forum. Den skarpe modsætning synes dog at opløses af mange deltagere og oplægsholderes deltagelse begge steder.

T-shirts er effektive kommunikationsmidler og kreativiteten er stor. "Stop bitching. Start a revolution", "Fire Bush, Not Missiles" eller den helt enkle "Women against War" i gul skrift på en knaldrød T-shirt.

Kvinder i krig

Rapport 4, Mumbai, 20. januar 2004
Af Marianne Olesen

"Vi er den 3. verden - skulle USA og England og Europa så være den første og fremmeste med det, de laver? Jeg er fra Mellemøsten, men mellem i forhold til hvem? Postkolonial? Som om kolonialisme er stoppet, neo-kolonialisme er hvad der foregår! Og postfeminisme - er alle kvinder så frie og lige?"

Den ægyptiske aktivist og feminist Nawal el Saddawi lægger skarpt ud søndag aften på World Social Forum (WSF). Under overskriften 'Krig mod Kvinder, Kvinder mod Krig' giver en håndfuld imponerende kvinder deres bud på, hvordan tidligere og nutidige krige og konflikter rammer kvinder personligt og fysisk men også betyder angreb på kvinders politiske og sociale positioner og råderum.

Nawal el Saddawi taler imod tørklædet som muslimske kvinder i Frankrig nu demonstrerer for. "De demonstrerer jo imod dem selv! Men det tætteste slør er det åndelige slør, som undertrykker kvinder over hele verden og allerværst i konfliktområder... Vi må bekæmpe det og vi må organisere os. For ikke kun USA er en supermagt, det er vi Også! The super power of the people!"

Ikke alene er den gamle dame en dreven retoriker, men de indiske organisatorer bag arrangementet har også fået de bedste indiske kvindeaktivister til at oversætte talerne til hindi, og de kan absolut også noget med at få tusindvis af tilhørere med sig. Der klappes og hujes henrykt på den store plads foran WSFs største scene.

Det fortsætter, da en anden dreven taler kommer på podiet. Den indiske forfatter Arundhati Roy (mest kendt for sin bog De små tings gud) tager tråden op og udnævner Bush og Blair til de største feminister i nyere tid - i hvert fald tror de, at de kan bombe kvindefrigørelse ind i lande som Afghanistan og Irak. I stedet har det  vist sig, at kvinders frihed og sikkerhed er blevet stærkt forværret under og efter krigene.

"Men kvinder møder også brutalitet i vores eget samfund, hvor brutale traditioner og brutale moderne tiltag rammer kvinder. I marts 2002 blev tusindvis af muslimske kvinder voldtaget og dræbt under hindu-muslimske sammenstød i Gujarat og vi er godt på vej til at vælge den regering til magten, som ikke bare passivt lod det ske men hvis folk også i nogle tilfælde aktivt var med til at begå overgrebene og endnu er ustraffede," fortsætter Roy og ubehagen er kommet lidt tættere på nede på tilhørerpladserne.

Panelets yngste er Saher Saba fra den afghanske kvindeorganisation RAWA, som heller ikke føler sig synderligt befriet af det nylige militærangreb på Afghanistan, der blot har bragt krigsherrer og militarister tilbage igen. Det nye, vestligt støttede Afghanistan, hvor kvindelige medlemmer af det nye nationalforsamling får at vide, at de kun er halv så meget værd som de mandlige medlemmer og hvor kvinder ikke tør gå ud.

Irene Khan, Amnesty International's generalsekretær og aftenens næste taler, præsenteres i denne del af verden med en vis stolthed som organisations første kvindelige, første asiatiske og første muslimske generalsekretær. "Vi kæmper alle små og store krige hver dag - i vores familie, overfor politiet, overfor vores chefer og mange andre. Det giver os ar og præger alle vores relationer", siger hun og fortæller om kvinder, der har oplevet, hvad der er langt værre end hverdags-krige; gruppevoldtagne kvinder i Den demokratiske republik Congo og i Bangladesh, der må kæmpe for at opnå bare en lille smule retfærdighed.

Irene Khan fortæller videre om krige, der styrker fundamentalisme, og om kvindekroppen som den omstridte slagmark, hvorpå der kæmpes for ære, for nationen, for den religiøse gruppe. Som 16-årige Jamila i Kabuls kvindefængsel, der er stukket af fra et tvangsægteskab og nu er fængslet "for hendes egen skyld", så hendes far eller mand ikke skal dræbe hende.

Aftenen slutter med Gayitri fra en landsby i den indiske delstat Madya Pradesh, som fortæller sin egen beretning om politivoldtægt og den umulige kamp for at få de skyldige dømt. Det synes meget retfærdigt, at Gayitri kommer til orde blandt de prominente og veltalende WSF-talere, men hun er kun en enkelt ud af mange ikke-hørte. Hendes tilstedeværelse sætter en væsentlig problematik på spidsen: Der tales, protesteres, demonstreres og diskuteres her på WSF - men der skal en rasende, råbende, personligt fortalt indignation til, for vi egentlig fatter (lidt af) hvad brutalitet virkelig er, sådan som den foregår uden for murene her i Guregaon og rundt om i verden.