|
Pressemeddelelse fra Kvindernes U-landsudvalg 8.
november 2001.
Kvinder siger nej til ny handelsrunde i WTO før i-landene opfylder deres løfter om markedsadgang for u-landenes varer og udfasning af subsidier. Samtidig skal handelsaftalernes sociale konsekvenser under lup. - Ingen ny runde før de hidtidige
aftaler er vurderet for deres effekt på u-landenes kvinder og mænd ,
fastslår Janice Goodson Førde fra Kvindernes U-landsudvalg og det
europæiske netværk for køn og international handel
"International Gender & Trade Network Europe”. - Samtidig bør handelsaftaler, som fremover forhandles i WTO-regi, vurderes og evalueres udfra hensynet til fattigdomsbekæmpelse og kvinder og mænds, piger og drenges udviklingsbehov og rettigheder. Der er behov for langt mere viden om, hvordan handelsaftaler påvirker den sociale udvikling i de enkelte u-lande og fordelingen af ressourcer, arbejde, jord - mellem rig og fattig og mand og kvinde, udtaler Janice G. Førde, som tilføjer, at der på nuværende tidspunkt allerede eksisterer en del viden, om hvordan international handel påvirker kvinders og mænds levevilkår, så det er muligt at vurdere handelsaftaler udfra et kønsperspektiv. Janice G. Førde deltager som NGO rådgiver i den danske regeringsdelegation, som i disse dage ankommer til Verdenshandelsorganisationens 4. Ministermøde i Doha Qatar. Hun deltager på et delt mandat for den danske NGO-koalition 92-gruppen og Nord-Syd koalitionen. - WTO bør give u-landene mulighed for
at beskytte deres landbrug, så de kan sikre sig en
bæredygtig økonomisk udvikling baseret på social retfærd og
ligestilling mellem kønnene, udtaler Nelcia Robinson fra det
caribiske Gender & Trade Network. Derfor bør WTO ifølge Nelcia Robinson sætte fokus på ulige behandling for ulige partnere - Unequal treatment for unequal partners. D.v.s. special og differentieret behandling af en række problemer, som rammer u-landene særlig hårdt. Det er et af de krav, hun tager med til Qatar på de små Caribiske ø-staters vegne. Nelcia Robinson er fra det caribiske Gender & Trade Network og deltager som NGO delegat i Qatarmødet på vegne af Kvindernes U-landsudvalg og partneren Caribbean Association for Feminist Research and Action, Trinidad & Tobago. Nelcia Robinson deltog d. 27. oktober i København i et seminar om køn, handel og udvikling, arrangeret af Kvindernes U-landsudvalg. Kontakt Janice G. Førde og Nelcia
Robinson i Doha, Qatar på tlf. nr. 974
– 539 0972 eller pr. e-mail: jgfoerde@aol.com
- eller Kvindernes U-landsudvalg tlf. 3315 7870.
|