Tegn en aktie i fremtiden

Invester 1000 kr. i ulandskvinders rettigheder


Sådan lyder opfordringen i KULUs nye kampagne for indsamling af midler til samarbejdet med MUSONET Mali og Kvinder for fred og menneskerettigheder (FPDH) i DR Congo.



”Vi har nået gode resultater med kampagnen Giv en pige ret, som på nuværende tidspunkt har skaffet 1500 piger og kvinder i Mali fødselsattester og id-kort, samtidig med at de oplyses om deres grundlæggende rettigheder som borgere i samfundet”, fortæller Janice Førde, der ved selvsyn har oplevet den enorme interesse MUSONETs uddelingsceremonier skaber i lokalsamfundet i Mali.
Mama Koite, MUSONETs præsident og talskvinde, har netop oplyst at to nye uddelingsceremonier med uddeling af 143 identitetskort bliver afholdt i begyndelsen af januar 2015. 

På samme måde er der opnået positive resultater i samarbejdet med den congolesiske kvindeorganisation Kvinder for fred og menneskerettigheder (FPDH), som ihærdigt kæmper for at genskabe en bevidsthed i lokalsamfundet om kvinders grundlæggende rettigheder i kølvandet på mange år borgerkrig, overgreb og seksuel vold mod kvinder, piger og børn. – ”De første spadestik er taget til at bygge et netværk og skabe forståelse for kvinders rettigheder og retssikkkerhed”, fortæller Hanne Liveng, der sammen med kollegaen Jette Pedersen har taget den ikke ufarlige rejse ud til kvinderne i Sydkivu for at få en fælles forståelse for det samarbejde, der gerne skulle føre til en genopbygning af strukturer, der kan sikre piger og kvinder basal retshjælp og psyko-social rådgivning, og samtidig undervise lokalsamfundet i basale menneskerettigheder og opbygning af strukturer, der kan holde dem i hævd.
Udover et pilot projekt og et opfølgende projektsamarbejde finansieret af en mindre  projektbevilling fra CISU, har KULU løbende stået for indsamling af såkaldte Post-Rapekits, som den lokale organisation kan tilbyde kvinder, der akut har været ude for seksuelle overgreb som voldtægt. Rapekits er en medicinsk førstehjælpspakke for ofre for seksuel vold.

”Der er desværre en lang vej før lokale og nationale strukturer er på plads, og kan sikre kvinder og piger sikkerhed og lighed for loven i et samfund præget af lang tids krig og konflikt. Det kræver en markant holdningsændring til kvinder og pigers rettigheder og brugen af vold mod dem i lokalsamfundene, og det er et af de ambitiøse mål vores partner i DR Congo har stillet sig!”, fortæller Hanne Liveng.

Indsamlinger til identitetskort og Post-Rapekits gør det derfor ikke alene. Det er skridt på vejen, og meget vigtige bidrag til det lokale arbejde for mobilisering, uddannelse i rettigheder og en afgørende hånd til de individer, der får glæde af den konkrete donation.

Visionerne for arbejdet er bredere: I Mali vil MUSONET gerne at kampagnen for pigers og kvinders rettigheder forankres til et bredere arbejde for at sikre kvinder en stemme i lokalsamfundet og repræsentation i beslutningstagende organer. Det kræver uddannelse, netværksopbygning og penge til at konsolidere aktiviteterne gennem kampagner og uddannelsesprogrammer.

Ruth Ejdrup Olsen arbejder i det daglige med at koordinere fondsansøgninger og indsamlingskampagner til støtte for samarbejdet med de to organisationer. Hun fortæller, at der er hårdt brug for midler og råderum til at støtte netop de aktiviteter, der skal sikre at uddeling af identitetskort og fx Post-Rapekits får den ønskede effekt og det aftryk i lokalsamfundet, som skaber de afgørende skridt mod varig forandring til fordel for pigers og kvinders rettigheder.

”Der tages ofte nogle vigtige skridt med indledende projektmidler, men herfra kan det være svært at sikre momentum og en fastholdelse af de gode kræfter og den viden og indsigt, der allerede er vundet”, fortæller Ruth Ejdrup Olsen.

”Derfor søsætter vi nu indsamlingskampagnen ’Tegn en aktie – Invester i ulandskvinders rettigheder’, i håbet om at det er muligt at indsamle midler til netop de bredere formål, der kan sikre en konsolidering og intensivering af igangværende kampagner og al det vigtige mellemliggende benarbejde, der skal til for at skaffe nye projekt- fondsbevillinger, indsamlinger, og sikre at aktiviteterne kan fortsætte”, slutter Janice Goodson Førde, forkvinde Kvindernes U-landsudvalg.



Med Mama Koite Doumbias ord:

”Kvinders og pigers situation i Mali er meget vanskelig og opgaverne er enorme. Men hvis jeg lægger en sten, du lægger en og en anden lægger den næste, så har vi til sidst en mur!”


Mere end halvdelen af KULUs arbejde er baseret på frivillige bidrag og privat indsamlede midler. KULU har ikke en fast kilde til grundfinansiering af organisationens arbejde.

Tag godt imod Tegn en aktie kampagnen.



Hvordan kan du bidrage:
•    Tegn en aktie – gå til webshoppen for at købe aktier
 
Kvindernes U-landsudvalg  •  Thoravej 13, 2. tv. •  2400 København NV  •  Tel.: +45 33 15 78 70  •  Fax: +45 33 32 53 30  •  kulu@kulu.dk
Nordea reg. nr. 2191  •  Kontonr.: 8968 139 453  •  Giro: +01 +9 00 55 01  • Swipp: 20 56 28 02  •  Mobile pay: 40 41 05 70
  Cvr-nr.: 83 76 75 10  •  Foto: Ole Gabrielsen   Udformning: Line Herdel   Ansv. redaktør: Janice G. Førde
Brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden.

Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Ønsker du at slette cookies kan der findes vejledninger på Google, se mere her.

OK, forstået!